Hovedregel for tal eller bogstaver

Hovedreglen er, at talord fra nul til og med ti skrives med bogstaver, mens talord fra 11 og opefter skrives med tal, f.eks.
 

  • Danmark blev nummer syv.
  • Regeringen har allerede givet køb på fire helt afgørende punkter.
  • På den måde kan vi få de første tre til fem ansøgerlande med i EU.
  • Der er fem-seks nye paragraffer.
  • Charteret er inddelt i 17 afsnit.
  • Vi er nu i fase to af genåbningen af Danmark. 
  • Der er sket en 14-dobling det seneste år.
  • Jeg tror, vi vil få langt flere henvendelser end lige de ti styk.

  

Men hvis der i en sætning eller et afsnit forekommer talord både under og over ti, skrives alle disse med tal, f.eks.
  

  • Kommunen har fået henvendelser fra 15 udbydere, 10 danske og 5 udenlandske.

Derudover gælder det, at nogle talord uanset størrelse altid skrives med bogstaver (se Altid bogstaver), mens andre altid skrives med tal (se Altid tal).