Sammensætninger, hvor første led er et personnavn, skrives med stort og småt

Når det første led i en sammensætning er et personnavn, skrives sammensætningen med stort begyndelsesbogstav, f.eks.

  • Arnepluspension
  • Blixenkender
  • Ginikoefficient
  • Nobelkomiteen
  • Obamaadministrationen
  • Palmemordet
  • Rorschachtesten
  • Thorning-Schmidt-regeringen
  • Tobinskat.

 

Men hvis forbindelsen til personen er helt forsvundet, skrives sammensætningen med lille begyndelsesbogstav, f.eks.

  • akillessene
  • dieselmotor
  • gallupundersøgelse
  • richterskala
  • ritzautelegram
  • røntgenapparat.