Lovforslag, love og konventioner skrives enten med stort eller småt

Lovforslag, beslutningsforslag, redegørelser til Folketinget fra ministre, love, bekendtgørelser, direktiver, traktater, konventioner m.m. skrives med lille begyndelsesbogstav, f.eks.

  • barnets lov
  • bekendtgørelse af 22. marts 1948 om retskrivningen
  • børnekonventionen
  • cirkulære af 12. november 1986 om kvalitetssikring af byggearbejder
  • deltidsdirektivet
  • forslag til lov om vandplanlægning
  • færdselsloven
  • grundloven
    • men: Danmarks Riges Grundlov
  • ikkespredningstraktaten
  • klimakonventionen
  • linkingdirektivet
  • lov om social service
  • menneskerettighedskonventionen  (den europæiske menneskerettighedskonvention)
  • redegørelse om indsatsen mod terrorisme.

Særlige historiske love, traktater m.m. skrives dog med store begyndelsesbogstaver, f.eks.

  • Danske Lov
  • Erik Klippings Håndfæstning
  • Jyske Lov
  • Magna Charta.

Indgår der et egennavn i navnet, skrives det med stort begyndelsesbogstav, f.eks.

  • Genèvekonventionerne
  • Kyotoprotokollen
  • Københavnererklæringen
  • Københavnskriterierne
  • Luganokonventionen
  • Maastrichttraktaten.