Dengang og komma

Dengang er et biord, der betyder på det tidspunkt i fortiden, f.eks.

  • Dengang anførte statsministeren, at der var tilstrækkeligt juridisk grundlag for militær aktion.
            
Dengang kan også bruges som underordnende bindeord, der indleder en ledsætning, med betydningen på det tidspunkt i fortiden, hvor, og så skal kommaet stå foran dengang, f.eks.

  • Det gjaldt jo, dengang man stemte imod lovgivningen om kunstig befrugtning.

Man kan også bruge biordet dengang og en relativsætning, der er indledt med hvor eller da, og så skal kommaet stå efter dengang, f.eks.

  • Det har uden tvivl været en anden tid dengang, hvor/da en mur delte Europa, og dengang, hvor telefaxen var et moderne kommunikationsredskab.