Historiske og politiske størrelser skrives enten med stort eller småt

Betegnelser for historiske/politiske sager, aftaler, handlingsplaner, begivenheder og perioder skrives med lille begyndelsesbogstav, f.eks.

  • anden verdenskrig
  • bandepakke I/II/III 
  • bankpakke I/II/III/IV/V
  • besættelsen
  • black friday
  • black week
  • bokseropstanden
  • brexit
  • europluspagten
  • forsvarsforliget
  • forårspakke 2.0
  • den franske revolution
  • genopretningspakken 
  • green friday
  • green week
  • jobreform 1 og 2
  • klimatilpasningsplan 1
  • den kolde krig
  • konkurrencepakken
  • krystalnatten
  • kræftplan I/II/III
  • kvote 1/2
  • medieaftalen
  • det nationale kompromis
  • pinsepakken
  • påskekrisen
  • reformationen
  • salmonellahandlingsplanen
  • septemberforliget
  • stenalderen
  • tamilsagen
  • trediveårskrigen
  • trepartsaftale III
  • vandmiljøplan I/II/III
  • verdensmålene (FN's verdensmål).

Er der tale om den fulde titel, skrives denne med anførselstegn omkring, f.eks. jobreform 1, men: »Aftale om et kontanthjælpssystem hvor det kan betale sig at arbejde – Jobreform fase I«. Se også Altid anførselstegn omkring titler og overskrifter.

 

Indgår der et egennavn i betegnelsen, skrives den med stort begyndelsesbogstav, f.eks.

  • Afghanistankrigen
  • Dreyfusaffæren
  • Durban l/ll
  • Fámjinerklæringen
  • Farummodellen
  • Horns Rev 1/2/3
  • Igalikuaftalen
  • Ilulissaterklæringen
  • Iransanktionerne
  • Itelleqerklæringen
  • Kanslergadeforliget
  • Københavneraftalen
  • Løkkeposen
  • Mellemøstkonflikten
  • Napoleonskrigene
  • Nørrebrosagen
  • Riokonferencen
  • Stjórnarskipan Føroya (forslag til forfatning/grundlov for Færøerne)
  • Watergatesagen.

Derudover skrives følgende politiske/historiske begreber med stort begyndelsesbogstav:

  • Euroland (hele euroområdet)
  • Fort Europa (EU)
  • Jerntæppet (opdelingen af Europa under den kolde krig)
  • Nord (verdens rige lande)
    •  men: det høje nord
  • Ondskabens Akse (Irak, Iran, Nordkorea)
  • Ondskabens Imperium (Sovjetunionen)
  • Syd (verdens fattige lande)
    • men: det globale syd
  • Det Tredje Rige (Hitlertyskland)
  • Vest (den vestlige verden)
  • Øst (forhenværende kommunistiske østeuropæiske lande).