Der sættes anførselstegn, når taleren refererer til et ord eller et udtryk, der optræder i en større, forudgående sammenhæng, f.eks.

• Man betaler og betaler, og »man« er i dette tilfælde først og fremmest mennesker med små indkomster, som bor i det almene byggeri.

• Så spurgte jeg, hvornår de 250 mio. kr. bliver frigivet. Om kort tid, fik jeg at vide, men hvad er »kort tid«?

• Pengene skulle jo ikke gå til, at embedsmændene sidder og fedter med dem. Når jeg siger »fedter med dem«, er det, fordi det tager ustyrlig lang tid, før pengene kommer ud.

• Der var tre ord i ordførerens tale, som jeg studsede meget over, og det var »nyt«, »udfordrende« og »spændende«.

• Man kender jo godt følelsen, når man lægger 50 kr. på et bestemt resultat, f.eks. om dronningen siger »søens folk« i nytårstalen. 
  

Derimod sættes der ikke anførselstegn, når taleren siger ordet, begrebet, udtrykket, vendingen, formuleringen el.lign. foran ordet eller udtrykket, f.eks.

• Med ordet straks mener jeg hellere i dag end i morgen.

• Jeg vil ikke bruge begrebet skat i den forbindelse.

• Kun aktieselskaber må benytte betegnelsen a/s.

Det samme gælder, når taleren siger såkaldt foran et ord eller et udtryk, som taleren ønsker at markere, f.eks. 

• det såkaldte skattestop.

Se i øvrigt afsnittet om såkaldt i Aldrig anførselstegn efter gåseøjne, såkaldt m.m.