Navne på religiøse og mytologiske skikkelser og steder skrives med stort begyndelsesbogstav, f.eks.
- Allah
- Djævelen
- Fanden
- Gud
- Helligånden
- Helvede
- Himmerige
- Muhammed
- Paradis
- Satan
- Skaberen
- Valhal
- Vorherre
- Åbenbaringen.
Hvis navnet indgår i eder, udråb eller faste udtryk, skrives det med lille begyndelsesbogstav, f.eks.
- det store dyr i åbenbaringen
- et helvedes besvær
- fanden stå i det
- for guds skyld
- gud forbyde det
- gudskelov
- med djævelens vold og magt
- paradis på jord
- på herrens mark
- vorherre bevares.