1. Ellipse (græsk élleipsis ’udeladelse’)
Der er ellipse i en sætning, når et eller flere led er udeladt, uden at det svækker forståelsen af sætningen, da man let kan forstå leddene ud fra sammenhængen. Eksempelvis kan man udelade udsagnsleddet (
stemmer):
- Venstre stemmer for, og De Konservative imod.
2. Kommaregler ved elliptiske helsætninger
Vi sætter komma mellem en elliptisk hovedsætning og en ledsætning, f.eks.
- Jeg citerer nu Jørn Lund, som har sagt: På sit eget sprog kan man udtrykke, hvad man vil, og på fremmedsprog, hvad man kan.
Her er på fremmedsprog elliptisk hovedsætning, grundleddet man og udsagnsleddet kan udtrykke er udeladt, og hvad man kan er ledsætning.
- Vi kigger altid på, om der er positive effekter, dog også på, om der er negative.
Her er dog også på elliptisk hovedsætning, grundleddet vi og udsagnsleddet kigger er udeladt, og om der er negative er ledsætning.
Vi sætter også komma, når den elliptiske hovedsætning kun består af et eller flere biord ud over et bindeord.
- Vi går ind for, at alle skal køre med cykelhjelm, og også, at det skal være lovpligtigt.
Her er og også elliptisk hovedsætning, grundleddet vi, udsagnsleddet går, og biord plus forholdsord – ind for – er udeladt, og at det skal være lovpligtigt er ledsætning.
Vi sætter også komma, når den elliptiske hovedsætning kun består af et enkelt spørgende stedord eller et spørgende stedord og et biord.
- Hvad, hvis vi går ind for, at alle skal køre med cykelhjelm og det skal være lovpligtigt?
- Hvad nu, når vi går ind for, at alle skal køre med cykelhjelm og det skal være lovpligtigt.
Her er hvad og hvad nu elliptiske hovedsætninger, hvor udsagnsleddet sker og grundleddet der er udeladt, og når vi går ind for, at … er ledsætning i begge eksemplerne.
Det er også muligt at fortolke andre udeladte grundled og udsagnsled ind i hovedsætningerne. Det gør ingen forskel, da det er det, at leddene er udeladt, der resulterer i ellipsen og kommaet før ledsætningen.
3. Sætninger, der ligner, men ikke er elliptiske sætninger
Vi sætter hverken komma før eller efter uanset hvad, f.eks.
- Vi stemmer for forslaget uanset hvad.
- Uanset hvad stemmer vi for forslaget.
Uanset er et forholdsord, og hvad fungerer som et demonstrativt pronomen i eksemplerne ovenfor. Grammatisk kalder man denne brug af et stedord for et overgangsrelativ.